når der var luftalarm, så den havde jeg været henne og pillet ud. Og så hørte jeg en flyvemaskine lige ned over hovedet. Juh! Og det måtte jeg altså ud af sengen og se på. Og så hævde jeg brudgardinet op og så ned på den her græsplæne,
så at den var faldet ned, den her flyver. Og så stod jeg lidt og ventede, hvor jeg kunne se, at den brændte mere og mere og mere. Og der kom en ud af den flyver, og så sagde jeg en idiot mindre, og så trækker jeg brudandilen ned og gik ind og sov.
Og jeg kunne ikke have drømme om, at det var en englænder, jeg troede det var en tysker. Og jeg sidder og stemmer, og min mor var bare en bit til svigt. Og jeg sidder henne og siger, at du er henne, det var sovs mig.
Der var en bank, der var sådan en træning. Og der var man jo ikke i noget beskytteterum, som jeg taget derfra. Ja. Hvor var du hen, Henrik? Jeg var i skole. Og så blev der alarm, og så skulle vi have børnene nede i kælderen,
og det var Nørrelig skole, hvor der var en lang gang imellem de to nedgange, og der blev børnene så placeret, de havde hver sin plads dernede i, og de blev så lukket ind i de her rum, og sad i det der lille bitte rum,
som det faktisk var, der er 400 børn. Og der hørte vi så også, hvordan flyverne kom henover. Vi hørte bummelslagen, og vi hørte, hvordan anti-luxus skød. Og flere af børnene ville ud. De ville hjem. De kunne ikke holde ud at være dernede. Og de andre næsten heller ikke.
Så vi gik jo sådan og dæmpede dem ned. Og det går nok, og det er snart forbi osv. Og så blæste det jo også af sig af. Og så kom vi op, og så hørte vi jo alle ambulancerne køre afsted. Hvad med gang gangvurder? Den ligger på Vesterbro. Nej, jeg gik altså dernede.
Ja, du gik bare. Det var samarbejdsværske. Jamen, det var kæresteværske. Jeg gik der bare. Nej, du gik dernede. Der er faktisk vandopslag på det. Du hører, hvad det er. Det er bare typisk.
Ja, det er den måde, jeg bliver undertrykt på. Ja, mor. Fortæl. Nej, jeg gik dernede, fordi jeg bliver undertrykt på. Ja, mor, fortæl. Nej, jeg gik dernede, fordi jeg gik jo først på Bryggervangen. Så blev den taget, den skole. Så kom jeg over på Vormersmangens skole, så blev den taget.
Dem var der taget først, ikke? Var det omvendt? Ja, det var det. Vormersmangen blev taget allerede da vi var flyttet. Ja, og så kom vi over i Kildværs kirke. Der sad jeg nede i krybben i Kildværs kirke. Der var vi otte klasser eller sådan noget.
Og så blev vi flyttet derfra til Væsler Feds Fabrikker. På et stort lokale der. Men så var vi altså også kommet ned på Strandværksskolen, eller hvad pågår det ned dengang?
Jeg tror det hedder det. Østforkladsværksskolen. Og vi havde gymnastik ude i en lille bygning på den anden. Altså vi skulle over gården for at komme ind i gymnastiksalen. Og der havde vi gymnastik, og pludselig blev der også luftalarm.
Og så fik vi at vide, at vi skulle skyldes at få tøjet på, og over i kælderen. Og vi nåede jo ikke at få tøjet på, så begyndte de at skyde lige derfra. Der var tyskerne jo installeret, og det lød altså som om, de skød over for hovedbygningen,
og vi fik tøjet helt eller halvt på ved og havde én strømpe på, og ikke mere slæk for al vores støjpunkt.
Og der kom vi over i kælderen der på hovedbyen, men det var redselskudt den vej over gårdspassen. Det glemmer jeg aldrig. Og jeg var jo ikke allerede så gammel. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var. Hvad års tal var det? 45. Ja, det var i 45.
Men du har været 11-årig. Nå. Men det var også frygteligt at være i beskyttelserummet Med så mange børn Det var under en længde forhold Hvor varmerørene også gik deroppe Det var et klart øjeblik der skete et eller andet
Så blev vi skoldet Det var ligesom når patienter skulle ned i kælderen De sad jo også nede under sådan nogle store rør Hvor man sidder og kigger på dem der Og tænker hvis der ryger noget nede her Så bliver vi skoldet Men det er ikke det
Jeg sidder lige og tænker på At de bombede Jeg skete lige og bombede omk nu, at de bombe der faldt. Jeg skal helt lige have bombe omkring tirsdag. Noget gør da det. Som kolderås særlig kraft. Ja. Der faldt tre i række, en lørdag i aften, kan jeg huske.
Dem skulle vi selvfølgelig udsætte. Ja. Det var næsten lige så stort som et hus. Og så to meter dybt. Men der var ikke en grad jord ovenfor.
Nå. Det er man jo. Nej, det er man jo ikke. Sprøjt ikke til alle sider. Ja, kan du huske der dritprøven? Det kan du ikke. Jamen, der skal der nok være folk nogen her. Det synes jeg ikke. Det kan jeg ikke huske. Jeg kan svagt, ganske svagt, ændre en ting.
Og det var, at vi havde en underbo, altså en bo i stuen, hvor vi boede på en ting. Og de havde så to piger og en søn. Og søn, han blev indkaldt lige
i 1939 der. Og var en af de første, der kom med en ubåd, og var en af de første, der gik med. Og der kan jeg, nu mener jeg svært, jeg kan ændre alt. Da moren fik jeg videre, så sagde jeg ham op.
Og det er sådan set det eneste, jeg sådan kan på, da jeg var 6 år. Der var også noget med at du mange gange skulle følge din farmor eller mormor i hjemmet.
Det var først senere jo. Det var først i slutningen af krigen og så 45-48 år. Det er sådan set det dysteste år jeg har oplevet. Efter krigsårene.
Ja, fra 45 år. Følgte I det ikke lige så slemt under krigen? Bliver vi nu bombet og kommer englænderne her nu? Jeg var meget bange.
Det har jeg også fortalt min pige. Jeg var meget bange, også når jeg skulle skave og låge for mig selv. Badegravende mørkt. Der var mørkt.
Det eneste vi havde var en firkantet lampe med et blads omkring. Og et stærkt lys i ægget. Det fik jeg så med.
Det gik ud for et par år. Efter 45, hvor vi kunne få fanget lidt petrole, så fik vi flagmuskler. Det gik lidt bedre. Men jeg har været meget bange.
Jeg er usandsynlig bange. Hvad var du bange for? Var det sådan almindeligt med mørke? Nej, det var… Ja, så bum på også noget der. Det kan jeg også huske, når jeg blev pudret op om natten,
og min mor sagde, så nu er der alarm. Jeg får den ikke, hun har skræmt mig faktisk til nede og skræk på. Hvorfor kommer I? Hvorfor bliver I deroppe? Og det var sådan en… Ja, det er vildt vildt. og det var sådan en fordi alle de her tog
de var med på min mor også det var det samme som de sagde og det var jo fordi vi havde bombevagt når alarmene løb
som sygeplejere havde man bombevagt det vil sige hver anden gang der var bombevagt hvordan vi holdt styr på det kan jeg altså efterhånden ikke finde ud af men det vil sige at man skulle ekspres hurtigt i sin uniform og over på afdelingen.
Det vil sige, at man skulle løbe over Grønnegården, som er lige så langt herfra og så ned til seminaret i bare en uniform. Og så mødte man portøjerne, de havde hjælpe på. Vi var for kortest. De skulle have hjælpe på, og de andre ikke skulle.
Og når så vi kom over, og de havde også gasmasker på maven, de så morsomt ud. I kan høre, at de kom løvende. De kom jo alle sammen løvende. Og så skulle man altså arbejde med at have patienterne ind i midten af pavillonen. Nogle sådan store pavilloner.
Og de skulle flyttes væk fra vinduerne. Og dem som ville ned i kælderen, de skulle så bringes ned i kælderen. Og der kan jeg huske, at vi havde en ledegikspatient. Hun tog det hele meget, meget alvorligt.
Fordi de havde sådan nogle tykke porcelæns vaskefade, der stod på bordet. Og så havde de deres tandkabos med tandbørsten. Og så fik de besked på, at hvis der skulle komme nogle rystelser,
så skulle de altså proteere fadet som tænder, så skulle de til at komme tandbørsten mellem tænderne. Og hun gjorde det så grotesk, så hver gang der var luftet op, så havde hun taget med fadet på hovedet og tandbørsten mellem tænderne.
Nok mere uden et smil. Hvor det er gr groteske alvor. Og så skulle vi altså så have alle de andre ned i kælderen. Og vi havde jo altså sådan ikke mere godt og vel for at den dernede. Så piste de jo af igen. Nu skulle vi have et map igen og få plads igen og sove over igen.
Og så kunne vi jo godt risikere at der blev luftelarm igen. Der kom vi sådan her to gange om natten. Og havde man altså. En nat så havde man altså luftelarm hele natten. Så det var egentlig ikke meget med at de sovede. Jeg havde tre ting jeg kæmpede med hver eneste dag. Det var. Første vej var vi under for syg af søvn.
Vi søvnede. Det var jo sådan, at min mor en gang imellem holdt mig hjemme fra skoen, fordi simpelthen, vi havde været oppe hele natten. En anden ting er, at vi havde børn over mig alle sammen. Og det klød og gjorde vildt. Og på det tredje vej, så hunerangsten.
Det var sådan tre ting, du næsten ikke kunne leve med som barn. Og derfor havde jeg også altid sagt, når mine børn bliver syge, også med ørepin, og skal under behandling, lige så brugt det kan lade sig gøre. De skal ikke have det der med, at de skal ligge og lide.
Børneormene kan jeg godt huske, for de var der nede i Nutterhjærn, hvor kom der nød. Og det var navnlig galt ude i Kåre Mølle, fordi de gravede jo deres bænne ned. Så de blev ved med at inficere sig selv. Vi kunne næsten ikke komme de børneorm til liv. Jeg troede ellers, det var meget let at give sådan noget urme.
Jamen så forsøg at mægge noget af det hjertet. Du blev jo ved med at inficere dig. Så blev vi jo også konfronteret med noget ydersk makaber, som man synes i dag er så makabert. Men dengang vi var børn, der samlede man det bare op og bydte med andet.
Det var de der springstykker fra granaterne. De faldt jo ned i vores gårde og på vores tag. Vores tag, det var et fladt tag, det var altid i stykker. Det er klart, hver gang der var de der antiluftskyds,
de havde baderlås deromme, så var skidtet jo faldet ned, og så slåede huller i tagpanden. Jeg kan huske, at jeg kunne høre det i Grønnegården. Når vi så kom i skole, så var det jo spændende,
for det der, der var sådan helt langt endnu, det var de jo den, der var de mest, hvad hedder det, værdifulde. Den, der var de mest værdifulde. Den der var rosten, det var jo fra 14 dage. Ja, det var det. Sådan var det altså bare.
Det var det, vi gik op i. Men så havde vi jo skålet cirka to kilometer fra, hvor jeg boede. Sådan lidt ud på landet. Der var ingen beskyttelse. Så hver, at der var alarm,
så blev vi sendt hjem. Og der skete det jo også nogle gange, at vi løb som hjem. Så var vi jo ikke kommet halvvejs. Og jeg kan godt sige dig, der var jeg så engang, at jeg stod lige op og ned. De skød simpelthen sådan her, og så tis det.
Det kan jeg huske. Det regnede bare op. Der var ingen af dig, der holdt på noget som helst. Jeg kan også se det løbe lige ned i skoene. Var der ikke beskyttelsesrum undervejs? Jo, nej, der var kun de der attache huse.
Min mor sagde jo altid, du skal se at komme hjem. Vi sagde, vi var allerede. Se at komme hjem. Det var jo ellers rigtig rart at ikke vide, hvor man skulle lede efter sine børn.
Nej, det er det ikke. Nu i fejl, han var jo en lille ven, og han sagde jo tit til mig, hvis det er sådan, at du føler, at nu er det ikke galt, så må du altså smide dig i grøften, for det er mange gange meget sikkert,
at du kan ind i et hus. Det var det også. Og det har jeg også. Jeg har tit leget i grøften, og har grædt det. Fordi du er fuldstændig alene. Og hvor det hele, det er bare et fern over dig. Det er ikke opstået på talsvar.
Jamen det synes jeg også. Man bare smider sig ned og er stændig. Men det er ikke forudstændigt meget. Nej. Men det er rigtig hele den angst, der var over det. Jeg kan godt sige, at det er… Det er suget helt meget.
Er det ikke rigtigt? Og det gør det stadigvæk, hvis vi hører de der sirene. Når jeg sad nede i kælder, det var med vores nabo, med Markusen. Markusen, de havde ingen børn. Så kom hun, så havde hun nogle æbleskiver fra dagen før.
De havde særligt ikke noget ret meget at spise. De havde jo også øls og sådan noget. Så havde hun jo så et par æbleskib til. Og han sad sådan med min tøster i den ene side og mig i den anden side. Og sådan sad han der. Og så hørte vi det der. Åh, åh, åh, åh.
Ja. Konformationer på 24 fly. Det ved du hvor mange der var, for de fløj altid over til en stop. Ja ja. Så kom de jo heraf. Og så skulle de… Vi havde jo sådan nogle 8 batterier stående der, ikke så langt fra os.
Og de havde jo nogle rør. Og de var jo ikke… Herfra så til videre. 14 meter. Ja, kan jeg godt se. Årh, de er bare løs. Det er jo meget, at de var så store som antiluftskyds.
Og på en nat, der skyndte de otte af de der amerikanske fæstninger ned. Og den ene, den faldt jo ned, det er på Bolberg, du ved godt. Det er lidt skræt over, hvor vi boede på vej til Mørby.
Og der var vi så hen næste dag. Og så kan du forestille dig, at når vi kom udenfor, altså når vi kom ud af vores døre, og vi havde haft sådan en bombenat, hvor de havde bombet op, og der var maskinene, så kunne vi lugte det der
lugt af molær og krudt. Jeg ved ikke, om du kender den der lugt af molær, den lugter sådan lidt kvalm. Jeg ved ikke rigtigt,
jeg kan ikke beskøle, men det står for mig. Når man graver et hul, hvor der er meget lager, så kommer den. Så var vi hen og se, og der lå de der forkullede lige.
Så hele skovet af købmandskib. Vi havde ikke engang så meget tid eller til at afspære nogen. Det var jo dengang, at det gik af helvede til at alle var sendt til fronten.
Så vi havde jo fyldt spil. Og det samme der i 1945, i april, hvor Tyskland trafociderede, der kom der jo nogle af de der moskitos flyvende til mig, der havde en overtale for os.
Og så til Schäferhaus, der hvor vi havde flyvet. Der havde så tyskerne de sidste af de der stukars, de havde de stillet op i, nu kan jeg ikke huske det, men der var virkelig mange, der havde nok været 30 første eller sådan noget.
Og dem havde de simpelthen gennemhulet med maskingevær. Altså de der. Fra luften. Fra luften, ikke? De brændte ikke, altså de var intakte, bortset fra at de bare var gennemhulet, ikke?
Det så helt mærkeligt ud. Der var vi så deroppe næste dag, og det var jo også forfærdeligt, fordi hvem vidste, at vi kom igen? Ja. Og vi var der. Jamen altså, alt sådan noget var vi ude for. Derfor er den muskine
nede i Mala. To af dem, de havde mårnt hud på at slå op inden nogle af dem. De havde deres varme drakler. Men det er jo sådan en lysthud, det er jo kanardier. Ja, de kunne ligesom bare hæve op
så muskinerne så på et tål, og så stadig, at man beundrer og så er du stadigvæk. Men det er bare svært at skrive det, fordi man synes, der er så mange følelser der er. Det er også det. Den kan du godt skrive med også.
Nej, men det er bare det heroppe, hvor du formulerer det. Jeg synes, det er en gammel melding. Overvældig en fuldkommen. Og det er nok godt derfor, vi ikke får skrevet det. Ja, til spørgsmål er jo også at lægge kortene på bordet. Du skal lægge kortene på bordet.
Du skal jo ikke sige, at det er lidt for overskridt. Jo, men det er jo også svært at beskrive. Den fornemmelse, man har inden isenår, når man kører fra Indre Brød til Rigsøs special,
og skal på natvagt om tolv, og der er undtagelsestilstanden, og det vil sige, at man må ikke gå ud, og så tænker sig hele den her tagensvej, hvor der ikke er en bil, hvor der ikke er noget som helst, og der har man netop den der fornemmelse, som du siger,
af en enorm ensomhed. Og så kommer der den her skove, de her skovevogne kørende, bare skyder fuldstændig idiotisk hen i vejret bare for at skyde. Altså den fornemmelse, man har.
Så kan du ikke hjælpe noget, man har en legitimationskort. For det vil de jo ikke engang se. De vil jo bare skyde. Det der er så uhyggeligt i sådan en situation, du føler nemlig, der er ikke engang en fugl, der er ikke engang en orm. Der er ingenting. Du er kun dig selv.
Og det er det, der gør det så fortvivlende. For som barn, der er du både angst, men du er også fortvivlet. Fordi du kan ikke se dig ud af den situation. Det kan du ikke. Jo, men også hele den der fornemmelse af, når man gik om morgenen, ser vi hinanden igen.
Det er rigtigt. Det er den synligere også, den går én frygtelig på, den stadigvæk. Og nu var vi i menelånen i går fordi vi hørte jo ham her
Jørgen Kjold så vi skulle jo ud og se Jørgens og så kan man jo heller ikke have været med at tænke på dengang vi stod side by side
da vi kørte igennem Jørgens, hvem var du der? det var ham der blev syg i rysk det var ham der ja Det var ham, der blev lydig i rygskaden. Han var lærer i skole. Ved du hvad, der var også en gang, du fortalte, at I var blevet jæget ned med en luftalarm, hvor citronen, var det citronen, der blev skudt? Ja, det var da de tog politiet den 19. september.
Der var vi også i kælderen der på Kapelvejenskole. Det vil sige, vi var oppe i klassen, og så hørte jeg godt, der var skyderi dernede, og der lå en politistation lige overfor, og så og skyder ring dernede, og der lå en politistation lige overfor, ikke? Og så kom
luftalarmen, og så fik vi stillet børnene op, rækker, og skulle ned. Og lige det, jeg går ned af trappen, det er første aftast der, der kom der farne en hel masse tyskere op med maskinpistoler,
og gjorde os op i klasserne igen. Og børnene var panikslagende. Jeg kan huske, der var en, der havde illegalt blad, og han åd en stor tykke. Og vi får ikke på at lære og han ådte en stor cykel og vi lærere vi får ind på lærerværser
og røv illegalt bag en stykker og træk i hvilket sæder vi er og så blev vi ind i klasserne igen og der var der netop en jeg tror der var Citronen han hed der var skubt lige uden for døren der
da vi kom ud politiet havde taget 3 personer blandt andet en i politiuniform og så tog civile og der kunne vi så se hvad der foregik fra vinduen, fordi vi ikke var i beskyttelse.
Og der fik vi så sat børnene helt over i væggrækken, og i gang med de skælede derude for at se. Og der snubbede tyskerne så tre mand, som de stillede op derude. Og de to andre blev visiteret, og de fik lov at gå.
Den ene troede, at han måtte gå, eller også ville han flygte. Og ham skydte de så på stedet. Så der var en mægtig blodbølg der efter ham, da vi kom ud. Kan I huske, der var en, der blev skudt også uden for bæren derovre i Vungesmarken?
Ja, det kan jeg ikke engang huske det. Det var en første opgang der. I vores hus. I jeres hus. Det var næsten lige uden for bæren, var det ikke? Ja, det var en første opgang der.
Det var en stikker. Hvor tror I, det er dig, så er der en til, fordi det var underkrig. Nå nej, jo det er rigtigt, det var en stikker, fordi tyskerne tog revansch bag. Det kan jeg godt huske.
Der var også en, der blev skudt derovre, Norge Adamsen, nede på Jørgen. Ja, det var under folkeskrækken. Der har de sat en kanon op, og der skyldte de hele vejen der af Lømpevejen, og ramte en, der kom og stod og boede ude. For øvrigt, hvis det ender, kan der være sejne trådende.
Men der var et kæmpe husk, et kæmpe husk. Ja, det kan jeg godt huske. Nu du siger det. Ja, i muren. Så blev vi undervist i ildgående, hvordan vi skulle oprende. Ja, ja. Og der var en del af, hvad der så var at bære ned i kælderen og alle de der ting.
Der kom jo også nogle påbud om, at sådan skulle man gøre, og sådan måtte man ikke gøre. Der kom hele tiden løbesedler rundt om en med stempel på, at nu havde de bestemt, som sådan skulle køre.
Så kan jeg så huske, at efter min far var blevet indkaldt, der stod min mor jo helt alene der, og så skrev min far til min mor, at du kunne godt sætte nogle af ejendelen i kælderen, men resten skulle være over i haven,
for der var større mulighed for, at haven den slap fri for krigen. Og der gjorde vi så også det, at noget af de ting, altså der var noget af mors porcelæn, som vi så bar over i haven og satte der i stedet.
Det kom så først hjem efter kapaciteten, så klarer vi også med det, vi havde, så er det gammelt. Vi havde jo også altid en taskestål med vores værdipapirer og lige de vigtigste blæer og sådan noget til Svend.
Kan I huske, da jeg blev sendt over med en gryde til jer? Ja. Jeg har ikke hørt, at der var… Altså, vi havde hørt Siv 413, eller det her middagskoncert, ikke? Og så havde vi ikke hørt, at der kom luftalarm,
og så skulle Henrik Inger bruge mors store stegekryde, og så siger mor, kan du ikke lige løbe op i løbet til Henrik Inger? Og jeg fik jo gryden, der skulle gå over. Og det undrer mig godt nok, der var en løbetrop. Jeg fik jo gryden og skulle gå over. Og det undrede mig godt nok, at der var ingen der sidde. Der var ingen. Jeg kan huske to af de store drenge,
blandt andet ham der Erik, kan I huske? Deming og Erik. De stod nede i gennemgangen og kiggede. Og jeg tænkte, det var da mærkeligt. Jeg skulle jo over med det gryde. Og det var Sørens tog, så jeg tog den der på hovedet.
Og så vandrede jeg og tænkte, det var da mærkeligt hvor folk de kigger efter mig. Og så går jeg over til Anna og Inger. Og ringer på døren. Og så siger de. Else du her. Og der står jeg med den her grøde på hovedet. Eller dengang.
Med frihedsen. Da jeg blev sendt over. I skulle komme over til middag. Det har så undret mig. At farmor tog at sende mig afsted der. Den 5. maj. Der skød de jo på langs af det hjørne. Og der sendte de mig over, at jeg skulle hente jer,
og I skulle med over og have middag, for så skulle du ind til Rødkog sammen med far og Martin. Jeg blev jo et meget sorgslig råd. Ja, og der hentede jeg, og det var så slemt, så I havde sat Svends seng væk,
altså helt ind i det fjerneste. Og alligevel så tog vi Svend op, og så løb vi fra dør til dør. Det husk det, og vi kom hen der ved Helleskov, den store åbne plads, og vi stod på vagt,
om der var noget allerede, og så fløj vi lige tværs over og ned igennem gården. Og vi var lige kommet op af køkken-trammen, så kommer der en frihedskæmper med blod løbende ned ad hovedet.
Der var sådan en samaritter i Friesenborg, og der løb han igennem for at komme derovre. Og jeg tænker så tit på, hvordan turer vi egentlig af det der? Men det fremgår også mange gange af vores dagbog, at vi hørte, at der blev skudt.
For eksempel under Folkestrækken, og så hørte vi ambulancerne, og så gik vi en tur ned på Ungbykligvej. Og der kunne vi så se ambulancen holdt derhenne, og vi fik at vide, at der var en sexuelt menneske, der var drejt. Og så græd Inger,
og ville hjem. Og så gik vi hjem. Men man gik hen og skulle se, hvor det var. Ja, det var meget mærkeligt. Det var det samme, da vi tog til 5. klasse. Ja, det var det samme. For det er drenges fejl. Det var det. Ja, men din mor vidste det måske ikke.
Men I har sendt det frem, at mor var der sted at hvile, for jeg kan huske om formiddagen, De sendte det fra, og var der sted alene. For jeg kan huske om formiddagen, der havde vi stået, de havde sådan en sandsække neden for vores vindue. Vi havde taget vores store flag og hængt ud af vinduet. Men nedenunder, der var sådan en sandsække foran
kældervinduet. Og der kom de jo og skulle befri skolen derovre, hvor tyskerne var på. Og der lå de nede der bag med de sandsække, og skulle hen til den næste, de kunne ligge i, hvad hedder det, ly af.
Og der kan jeg huske, at faren så tit sagde, væk fra vinduerne, jeg må ikke stå i de vinduer. Så kom væk. Ja, så løb vi ind igennem gården og op til fransken, for der kunne vi bedre se, men det var da også i større far. Det var da mærkeligt.
Jamen, det var en ønske, jeg er ikke sannes af alt. Det var ligesom dengang, den slikker var blevet skudt det år, der kom jura også over til mig. Og så gik vi også tur og gik i går i parken. Men jeg kunne ikke rigtig lide at gå der på Vormelsmark. Jeg tænkte, hvis det blev repræsaget af ham.
Jamen det blev det da også på et tidspunkt, synes jeg. Jeg husker, at ham Jørgen Kiel, han fortalte om den dame, der boede på Østerbro. Ja. Der er vist hvem hun er hver. Ja, jeg var sikker. Ja, jeg var sikker. Der boede jo mange på Østerbro. Nu snakker I om det her, og jeg snakker om det.
Men jeg vil bare fortælle jer, hvad der er foregået i Nordslesvig. Der er lynch i de her her. Det var ikke ret at være tysker, det der. Nej. Nej, dem der boede, de fastboede. Ja, dem der tilhørte de tyske mænd.
Øj. Det kan jeg ikke fortælle. Men det var jo heller ikke underligt. Når man tænker på 4. maj, hvordan man også byttede efter de almindelige tyskere, der var på gaderne nu.
Altså man var jo ej om det var minige mand, det var bare en fjende jo. Ja, det var godt. Det er jo nok også derfor, at der er så stor forskel på min generation og jeres.
I har meget med at sige, at I vil ikke have de to tyskerne blevet forenet igen. Ja, det kan jeg godt sige. Vi er bange for det. Vi er bange for det. Hvor jeg måske har det mere med at sige, Ja, det kan godt. Det er et barnbog, det er et barn. Hvor jeg måske har det mere med at sige, jeg kan ikke skægge det ved det, ikke? Altså, jeg kan nok ikke rigtig se på det. Jo, men det er jo også godt nok, at I ikke er forudindtaget. Ja. Så I har jeres egning med en egen mening om det.
Altså, hvor man…
Skriv et svar