Læserbrev om Østre Ringvej bragt i Villabyerne d. 6. august 2025

Af: Lars P. Møller-Jørgensen Spidskandidat for Radikal Venstre i Gentofte

Tak til borgmester Michael Fenger, der i Villabyerne, i uge 26 har rejst en vigtig debat om konsekvenserne af Københavns Kommunes planer om en Østlig Ringvej – og hvad det kommer til at betyde for borgerne i Gentofte.

Den planlagte tunnel – den såkaldte Østlige Ringvej – skal forbinde Helsingørmotorvejen i nord med enten Amagermotorvejen eller Øresundsmotorvejen i syd. Formålet er at aflaste den centrale del af København for gennemkørende trafik og mindske trængslen. Det lyder umiddelbart fornuftigt. Men ikke hvis det går ud os i Gentofte.

Trafikale fremskrivninger viser, at trafikken på Helsingørmotorvejen stiger med op mod 28 procent. Det er 35.000 flere biler dagligt. Det vil skabe et enormt pres på veje som Tuborgvej, Bernstorffsvej, Høeghsmindevej, Strandvejen og især Lyngbyvejen, som allerede er hårdt belastet af trafikkaos og støj. Risikoen er at trafikken i stedet vil søge ud på villavejene. Det må og skal vi forhindre.

Det er ikke nok at skrive vrede breve til politikerne i København. Vi må sætte bredt og helhedsorienteret ind, så vi gør gennemkørsel gennem Gentofte Kommune så uattraktiv som muligt.

Det kan vi kun gøre, hvis vi prioriterer lavere hastigheder, indsnævringer af vejbanerne, flere chikaner og ensretninger. Erfaringer fra både ind- og udland viser, at det virker. Udover at gøre det uattraktivt at bruge Gentofte som en gennemkørselskommune, så løser det mange af de problemer vi har med trafiksikkerhed og støj – også selvom det kan være irriterende som bilist.

Men vi kan – og bør – mere end blot forsvare os mod trafikken. Vi har en historisk mulighed for at bruge den kommende infrastrukturudbygning til at fremme en mere bæredygtig og sammenhængende by.

Når vi etablerer indsnævringer og hastighedsdæmpning, bør vi samtidig forbedre og udvide vores cykelstier, så det er trygt for børn og unge.

Det kræver politisk mod – og vilje til at se længere frem end næste valgperiode. Den vilje har vi i Radikale Venstre.

—– Slut pålæserbrev om Østre Ringvej bragt i Villabyerne d. 6. august 2025 ——

Hjem » Ikke nok med sure breve – vi skal gøre det uattraktivt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *