Engang imellem bilder jeg mig selv ind, at jeg bestemmer. Men jeg skal ikke være opmærksom ret længe, før det går op for mig, at sådan er det ikke. Hverken derhjemme eller på arbejde. Selvom jeg fra tid til anden tror det er mig, der sidder for bordenden, er de beslutninger, jeg som chef ender med at tage, oftest produktet af de mindre beslutninger, andre har taget.
Min hund er (modsat min familie og mine kollegaer) god til at lade som om, at jeg bestemmer. Men jeg har gennemskuet den: Det er kun fordi den ved, jeg har godbidder i lommen, at den har besluttet sig til at høre efter, når jeg kalder på den.
Onde tunger vil påstå, at jeg er en tøffelhelt og min virksomhed et rent anarki. Men sådan er det ikke (at min virksomhed er et anarki, altså).
Langt de fleste beslutninger i en organisation træffes på et operationelt niveau. Når en utilfreds kunde ringer til virksomheden, træffer kundecenter-medarbejderen en række valg i dialogen med kunden.
Virksomhedens samlede kundetilfredshed er resultatet af en lang række af den slags daglige beslutninger. Men der har historisk set været meget lille it-fokus på, hvordan beslutninger træffes i dagligdagen. Er det eksempelvis på samme måde, medarbejderne beslutter, om en kunde er en vigtig kunde – eller ej?
Vi har investeret milliarder i it-systemer, som kan effektivisere vores arbejdsgange, men ikke nær så store beløb i systemer, som kan øge kvaliteten i de store mængder beslutninger, vi hver dag tager.
I nogle brancher, har der været fokus på den slags beslutningsstøtte-systemer. Især hvis konsekvenserne ved forkerte beslutninger er store. Et simpelt eksempel: Hvad nytter det at et lån kan administreres meget effektivt, hvis kreditvurderingen af låntager er helt forkert? Indrømmet: Der er en del i den finansielle sektor, som tydeligvis enten har underinvesteret eller også har investeret i helt forkerte beslutnings-støttesystemer.
Helt fra de første mainframes har det været en drøm, at især topledelser kunne træffe de rigtige beslutninger ud fra regelmæssige rapporter dannet ud fra de enorme mængder data, der er gemt i virksomhedernes systemer. Management Information Systems, som man kaldte den slags rapporteringssystemer.
Men allerede i navnet har vi det første problem: Topledelser træffer beslutninger om fremtiden. Men langt de fleste af de traditionelle data-rapporter handler om fortiden. Samtidig træffes flertallet af beslutningerne ikke af cheferne, men af medarbejderne, som skrevet. Og de havde ikke adgang til de prestigefyldte rapporter. Både fordi det var for dyrt og fordi teknologierne ikke understøttede en daglig brug.
Det har ændret sig, og i dag kalder man områderne Business Intelligence og – på beslutningsområdet – Enterprise Decision Management. Amerikanske James Taylor var i København for nylig. Ikke musikeren, men opfinderen af begrebet Enterprise Decision Management.
Jeg var inviteret til frokost med James Taylor sammen med en række andre danske it-chefer. At dømme efter mine kollegaers interesse og alvorlige miner, er emnet et af de højt prioriterede lige nu. En global tendens, som også kan ses i de store it-virksomheders opkøb af nichespillere indenfor området: SAP købte Business Objects for 36 milliarder kroner i 2007, IBM købte Cognos i 2007 for 26 milliarder kroner og SPSS for 6 milliarder kroner i 2009, mens Oracle købte Hyperion for 19 milliarder kroner i 2007.
James Taylor er som den slags amerikanske it-eksperter er flest: Med et ego på størrelse med Rundetårn, og en taleintensitet, der er enhver rapper værdig. Han kunne tale i timevis om det emne, han brænder for.
Men det gør ikke hans budskaber mindre rigtige. Eksempelvis: ”Hvordan svarer de mange rapporter, vi danner, til de beslutninger, der træffes?” Eller hvad med: ”Der bruges store it-midler på hvordan ting gøres. Men alt for små midler på, hvad der skal gøres”.
James Taylor gjorde også tilhørerne opmærksomme på den gamle sandhed: Jo hurtigere en rigtig beslutning træffes, jo større er den positive effekt af beslutningen – alt andet lige.
Chancen for a træffe de rigtige beslutninger stiger, med den indsigt man har. Og den nye slags systemer gør det muligt at træffe bedre beslutninger end dem, der alene baseres på mavefornemmelse. Lige så hurtigt som før. Og på alle niveauer i organisationen.
Ikke så ringe endda. Måske skulle jeg overveje at indføre et beslutningsstøttesystem derhjemme?
Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 24. oktober 2011
Skriv et svar