Nu ligger erindringsbogen klar og vil blive lanceret som eBog d. 11 april. På den internationale Parkinson dag. Jeg har det som om, jeg har gennemført en dobbelt ironman. Ikke fordi jeg nogen sinde har kunnet dette. Men fordi jeg bare er grundtræt.
Det har været et intensivt forløb over lang tid med masser af digital og fysisk dialog med studiekamerater, venner, kollegaer, familie, chefer og mange andre fra min fortid. Det var næsten som at leve sit liv igen. Tak!
Det har også været vidunderligt at bruge mange forskellige udtryksformer: artikler, noveller, lyd, grafik, foto, design og meget mere. Jeg håber, du vil synes om resultatet.




Mange har bidraget
Rigtigt mange har også været søde til at hjælpe mig igennem problemerne, når jeg af den ene “eller anden grund ikke kunne komme videre. TAK for det!
Igennem hele forløbet har jeg haft en læsegruppe, som bestod af:
- Erik Lorenz Petersen (vi arbejdede sammen i Fischer & Lorenz)
- Jens Bruun (vi arbejdede sammen i JP/Politikens Hus)
- Lars M Anker (vi arbejdede sammen i Fischer & Lorenz)
- Nils-Bro Müller (han arbejdede i Erhvervsstyrelsen, da jeg var Virk-direktør)
- Peder Wiese (vi var blandt andet sammen i ledelseserfagrupper, og han har lang erfaring i sundhedssektoren)
- Eva Friis som er særdeles sprogligt begavet
- Esben Larsen, der igennem mange år selv har prøvet mange forskellig it-roller i samme periode
- Charlotte Hammer, som var en af Kraks kunder
De har løbende holdt mig til ilden og kommenteret på de enkelte kapitler undervejs, inden de blev sendt i en bredere høring på denne hjemmeside. Hvorfra der også er kommet kommet mange forslag – direkte eller via mail eller telefon.
I slutningen af projektet har min søster Kirsten Palmkvist Gregersen, Eva Friis og min hustru Vivi Stender kritisk gennemgået det samlede værk.
Tak alle sammen!
Sidst – men ikke mindst – må jeg takke min livsledsager Vivi og min familie for den tålmodighed de har haft med mig, mens jeg fik skabt dette værk. Som de selv intetanende fik sat mig i gang med.

Hvad så nu?
Fredag d 11. april – den internationale Parkinsondag – åbner Publizon for sluserne til eBogen, så den er tilgængelig i alle kanaler: eReolen, Saxo, Bog & ide, …. I først omgang i to versioner: i ePub 3.0 format samt i PDF.
Samtidig samler jeg løbende op på ønskerne til ekstramateriale til bogen, som lovet på den sidste side i denne.
Hvis kræfterne holder, vil jeg også færdigredigere de mange fortællinger fra min slægt til endnu en bog. På samme måde kan mine postcasts også redigeres til en lyd-bog
Så må vi se, hvad der sidenhen sker.
Hvis nok køber e-Bogen, så er det meningen, at et eventuelt overskud bliver brugt til at trykke bogen .
En person med Parkinson skal også træne sin hjerne. Så andre projekter skal nok komme. Men mere om det senere ….





Skriv et svar