Emigrant, immigrant og turistguide
Vivi rullede skodderne op, så hun kunne se ud på den flotte udsigt. Helt oppe fra Vence, hvor vi nu boede, og ned til det slørede blå Middelhav. Derefter satte hun sig op på marmorspisebordet og sad så på det smukke forårslys længe. Rigtigt længe.
Det var tydeligt, at hun var udmattet efter vores første lange biltur fra Nordsjælland og her til Sydfrankrig. Turen var også hård, fordi vores søn, Emil, fik skoldkopper undervejs. Da vi ankom dagen før, var det mørkt. Derfor havde vi ikke helt fået det ind i bevidstheden, at vi nu var et smukt sted, med dejligt klima, vidunderlig mad, og ingen hektiske mandag-morgen- rutiner.
Jeg gik en tur til bageren, og snart havde vi et lille måltid med flûte, ost, smør og marmelade. Og kaffe, naturligvis.
Vi havde været her før. Jeg havde været hernede alene nogle gange, og syntes godt om den lejlighed, vi kunne fremleje. Vivi og jeg havde også været hernede en kort weekend, og vi kunne begge lide det.
Godt taget imod
Dengang – i 1991 – boede der få udlændinge i den lille sydfranske by Vence. Så vi blev taget godt imod. Eksempelvis var det ikke nok at pege på det pålæg, vi gerne ville have i charcuteriet. Vi skulle udtale det korrekt, angive det ønskede antal på fransk, og naturligvis huske den obligatoriske høfligheds frase ” s’il vous plaît ?”
Havde man en lille lyshåret dreng ved hånden, og det havde jeg jo, kunne det godt tage lang tid at købe ind til frokost eller aftensmad. Men det var en kulinarisk fornøjelse at dufte og smagsprøve sig igennem de mange specialbutikker i fødevaregaden i den velholdte middelalder-bykerne.
Jeg tror, det var der, at både Emil og jeg fik grundlagt vores glæde ved god mad – og velsmagende råvarer.
Franske venner
Vivi holdt fri mens vi var dernede, og hun nød det lige så meget som Emil og jeg. Hun fik endda fransktalende venner, som kunne hjælpe os med det franske bureaukrati (det er ikke tilfældigt, at dette ord er et fransk låneord!).
Når vi f.eks. skulle til lægen, betalte vi honoraret kontant til lægen. Derefter skulle vi udfylde den rigtige blanket, aflevere den ved at stå i den rigtige kø – på det rigtige tidspunkt – for at få 80 % af beløbet tilbage. De sidste 20 % fik man så betalt af en dansk tillægsforsikring. Hvis man havde husket papirerne fra den ovennævnte proces ….
Da vi ikke kunne fransk, da vi kom, var franske venner guld værd – helt bogstaveligt!
At arbejde på fransk
Mit arbejde foregik mestendels på engelsk, eller den særlige dialekt, der kommer, når mange mennesker fra lige så mange lande taler og skriver et sprog, som ingen af dem mestrer helt. Men har man lært denne sprogart, er det nemt af gøre sig forståelig.
Med mindre man taler med en britisktalende englænder. De har en tendens til at tale hurtigere – og højere – hvis man ikke forstår dem første gang. Eller anden gang.
Hvilket irriterer franskmænd umådeligt.
En af mine tidligere kollegaer, engelske Norman Lamb, udtrykte det således:
”We are separated by an almost identical language”
Jeg skulle arbejde på Amadeus’ udviklingsafdeling, som lå i Frankrigs svar på Silicon Valley – Sophia Antipolis1. Hvis der var myldretid, var der ca. en times kørsel dertil eller hjem derfra i en varm bil uden air-condition. Uden for myldretiden tog det godt en halv time.
Bortset fra det, var det et smukt og meget interessant sted. I dag er der skabt mere end 2.500 virksomheder i området, der ligger lidt inde i landet ud for Antibes.
Amadeus var stort
Amadeus blev grundlagt i 1987 af SAS, tyske Lufthansa, spanske Iberia og franske Air France2. Derfor kom udviklingsafdelingen til at ligge i Frankrig, driftsafdelingen i Tyskland, lige syd for München, og marketing i Madrid. Den første direktør var så til gengæld svenskeren Curt Ekström fra SAS.
Målet var at skabe verdens største distributør af rejsetransaktioner. Det mål blev nået allerede i 1998, hvor 180.000 rejsebureauer var koblet til Amadeus, og hvor der blev booket og prisberegnet en million rejser. Hver eneste dag.
Internettet var vokset til godt 140 million brugere3 det samme år.
Men Amadeus nåede at få fat i den lange ende – hvor pengene er. I dag har Amadeus tæt på monopol på dette marked. Lige som MobilePay fik det i Danmark på mobile betalingstransaktioner til forbrugere. Kun Amerikanske Sabre er for alvor stadig en konkurrent.
| Med denne type markedspositioner, er der kun ét musik-stykke, der passer til: ”The winner takes it all”. Tænk igen på MobilePay, som lammetævede store konkurrenter. Som alle de danske teleoperatørers betalingsløsning Paii, eller Facebooks ynkelige forsøg på en konkurrent, eller de andre bankers Swipp. Alle disse forsvandt tavst, hurtigt og forslået. Konsekvensen af disse markeds-positioner er som regel stigende gebyrer. Som alle brugerne af den slags monopol- eller duopol-services ved. Men det er en anden historie … |
Mit job hos Amadeus var at afklare de ting, min chef, Alain Cudel, bad mig om. Som alle andre franskmænd mente han, at en god leder er som et stærkt træ, der bliver vandet og plejet af sine medarbejdere. I modsætning til skandinavisk ledelse, hvor vi opfatter lederen som en gartner, der plejer sine træer, så de kan vokse sig store …
Franske møder
Derfor var møder meget anderledes dernede. Min chef sagde altid, at til et godt møde, kunne referatet skrives på forhånd. Derfor mødtes chefernes ansatte altid inden mødet, for at finde ud af, hvad vores chefer kunne blive enige om. Det blev ofte forenet med den almindelige frokost på ca. en times varighed + transport.
Selvom det lyder omstændigt kunne det også være meget effektivt, hvis der hurtigt skulle gennemføre beslutninger, som alle – også medarbejderne – havde forstået og kunne eksekvere på.
Jeg fik selv nogen vigtige kompetencer i at kunne planlægge og gennemføre møder, så alle er tilfredse, selvom de måske ikke var det i starten.
Amadeus-systemet var ikke i drift endnu. Det kom det først i januar 1992.
| Amadeus krævede så meget hardware, at det dengang var den største IBM-installation i Europa, selvom det krævede særligt højt-ydende servere. Selve operativsystemet, som hedder ”TPF – Transaction Procssing Facility”4 bruges stadig. Måske fordi det er ekstremt effektivt. Mere sandsynligt er det, at det blev programmeret på en måde, som var så indforstået, at kun 20-30 mennesker i hele verdenen kunne finde ud af at lave større ændringer, eller rette grundlæggende fejl. De rejste så til gengæld rundt som en slags navere (eller luksus-sigøjnere) til de steder, hvor der blev bygget systemer som Amadeus. Mens de tjente styrtende, og endnu mere, da de skulle komme tilbage og rette fejl i forbindelse med årtusindeskiftet. Når deres opdateringer skulle sættes i drift, skete det som direkte patches i de kørende produktionssystemer. Det krævede gode nerver! Derfor blev mange af de nye, funktionelle tilføjelser forsøgt etableret udenfor kernen af det store system. Selv inde i kernen, var den delt op i to: En del, del foretog bookinger (som kørte på IBM-installationen), og en anden del, der beregnede prisen. Den kørte på en Unisys-platform. |
Mit arbejde
Jeg arbejdede mest med to ting: At etablere infrastruktur i ”fremmede” lande, som Italien, der ikke var medstiftere af Amadeus. Derudover skrev jeg endeløse mængder af notater, om de tekniske muligheder og begrænsninger i platformen.
Først den sidste uge, jeg var der, fik jeg lov til at arbejde med den opgave, jeg troede, jeg skulle udføre: At beskrive hvordan Amadeus kunne drage nytte af de mange åbne løsninger, der var på vej.
Men som Alain Cudel sagde:
All things come to the patient
Det har mine børn hadet ham for siden. For som jeg sagde til dem:
Alt kommer til den tålmodige
Vi kedede os ikke
Nu skulle man tro, at vi følte os lidt ensomme dernede. Slet ikke! Vi havde stort set altid gæster på besøg, som lå og sov i vores senge (hvis de var oppe i alderen) eller på gulvet i vores stue.
Jeg husker stadig hvordan jeg om morgenen listede mig ud på terrassen og fik min obligatoriske kaffe og pibe tobak, mens jeg nød udsigten, og lyttede til snorken inde fra stuen. I weekenden og om aftenen kørte jeg så gæsterne rundt. Det var på mange måder hyggeligt, og knyttede os til vores familie på en ny måde.
Derfor så vi ikke så mange forskellige steder, men var mange gange til Monaco, Nice, Antibes, Cannes, og alle de andre lignende steder. Men det gjorde heller ikke så meget, da vi jo alligevel boede et dejligt sted.
Allan Fischer-Madsen var også god til at komme forbi en dag eller to. Med gaver til Emil og Vivi. Det har de stadig ikke glemt.
Sproget er nødvendigt
At bosætte sig i et land, uden at kunne sproget, er dumt, og kræver ungdommens styrke og gå-på mod. Eksempelvis var alt fjernsyn synkroniseret til fransk. Også nyhederne. Så vi kunne ikke forstå, hvad der blev sagt under den første Golfkrig. Husk: Internettet var ikke udbredt endnu.
Et andet problem var, at det var svært at forstå, hvad andre i det offentlige rum sagde, og hvorfor. Hvis nogen eksempelvis grinede i en indkøbs-kø i et supermarked, kunne man ikke vide om hvem og hvorfor der blev grinet. På den måde bliver mange samtaler til frustrerende støj.
Vi ville integreres
Da vi havde været dernede i seks, dejlige måneder, besluttede vi, at vi gerne ville blive. Men så skulle Emil i fransk skole, og Vivi og jeg skulle lære at tale og skrive fransk. Men da vi gik ned for at skrive Emil op i den nærliggende skole-børnehave blev vi chokeret over, hvor anderledes den var. Forældrene gik således aldrig ind på skolens område. Det vidste vi ikke, så vi marcherede bare ind i klassen, hvor der sad artige børn med kitler på. I et næsten sterilt lokale. I slutningen af en skoledag!
Det kunne Emil nok have lært at indfinde sig under. Men da jeg kun havde sikkerhed for at kunne blive tre måneder ad gangen kunne vi risikere at blive sendt hjem med kort varsel. Og at Emil derfor skulle gennem denne voldsomme omstilling – for blot at komme hjem til en dansk pædagogisk virkelighed, som han som fransktalende indvandrer heller ikke ville kunne forstå.
Hjem til regnvejret
Det kunne vi ikke nænne. Derfor kørte vi i oktober hjem i vores hvide Ford. Havde vi haft sikkerhed for ansættelsen, var vi blevet. Som velintegrerede franskmænd.
Det er ikke tilfældigt at vores datter – født i 1992 – hedder Nathalie. Hun er opkaldt efter en af vores franske venner, Nathalie Bisgaard, som er gift med den danske ungersvend, Keld Bisgaard, som kørte derned før os.
Da vi nåede til Putgarden, oplevede vi regnvejr for første gang siden vi kørte sydpå i februar. De andre bilister havde svært ved helt at forstå, hvorfor vi dansede regndans, mens vi ventede på færgen.
Nye udfordringer ventede
Men derhjemme ventede nye, spændende projekter. Blandt andet et projekt, EPHOS, hvor vi skulle få alle indkøbere i EU til at blive enige. Her fik jeg brug for mine kompetencer fra Amadeus. Og dygtige kollegaer som Erik Lorenz-Petersen og Benedikte Ehlers.
Men mange af vores venner og vores familie blev ramt af den globale AIDS – epidemi. Måske Emil forsøgte at give mig et varsel om den til tider meget svære tid, der lå foran mig, da jeg skulle aflevere ham i børnehaven første gang efter vores rejse. Han klamrede sig til bilen og græd og råbte højlydt. Han ville også hellere været blevet i Frankrig.
Kilder
- History – Sophia-Antipolis, downloadet d 4. November 2024 ↩︎
- What is Amadeus?, Amadeus, Downloaded d. 4. November 2024 ↩︎
- Internet Users -1995-2008, Global Policy Forum, Downloadet d. 4. November 2024 ↩︎
- IBM z/Transaction Processing Facility, IBM, Downloadet d. 4. November 2024 ↩︎
Særlig tak til
For gennemlæsning og forbedring af dette afsnit.
- Jesper Grona Larsen har også i en kommentar foreslået, at det tydeliggøres hvornår vi var der (1991), fordi fotos har forskellige alder. TAK.
De to kollager (den ene er her) indeholder fotos fra 1991. De øvrige fotos er fra 2013, en af de utallige andre gange, vi efterfølgende har været dernede igen. Og motiverne har ikke ændret sig i de snart 30 år, der er gået siden vi boede dernede 🙂 Derudover er de to fotos af Amadeus kontorer fra Wikimedia Commons. Årstal er ikke kendt.
Musik vi hørte
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Skriv et svar